Nyheder fra
Dansk Vækstkapital
MAJ INVEST EQUITY INDGÅR PARTNERSKAB MED MUUTO13/08 2014 For at accelerere den internationale ekspansion har Muuto indgået partnerskab med Maj Invest Equity, som bliver medejer af selskabet med 45 pct. af aktierne. Stifterne af Muuto, Kristian Byrge og Peter Bonnén, fortsætter som hovedaktionærer. Muuto er allerede i dag en succesfuld designvirksomhed og internationalt repræsenteret i mere end 1300 for- handlere i 52 lande. Efterspørgslen efter Muutos skandinaviske designprodukter er støt stigende. ”Ambitionen er at fortsætte væksten i udlandet, herunder specielt i USA og Asien, samt at udvide tilstedeværelsen på de nuværende markeder. Den opgave er vi nu stærkere rustet til, da vi med Maj Invest Equity som partner får tilført yderligere erfaringer og strategiske kompetencer samt finansiel styrke,” fortæller direktør Kristian Byrge, Muuto. ”Vi ser et fortsat stort potentiale for Muuto i både nye og eksisterende markeder, og vi glæder os til at vise vores kunder en række nye og spændende produkter i den kommende tid”, siger direktør Peter Bonnén. Med Maj Invest Equity får Muuto en samarbejdspartner, der, med et personligt engagement, bred erfaring og dedikerede ressourcer, komplementerer Muuto-teamet godt. Fra Maj Invest Equity, vil Managing Partner, Erik Holm, indtræde i bestyrelsen og bidrage med sine erfaringer fra designmarkedet igennem sine mere end 20 år hos Louis Poulsen, hvoraf de sidste 10 år var som CEO. Maj Invest Equity er derfor den oplagte partner for Muuto til den kommende rejse. ”Vi kunne fra starten godt lide Maj Invest Equitys partnerskabstankegang og erfaringer fra markedet, og så deler vi mange værdier og synspunkter, ikke mindst om planerne for Muutos fremtid. Vi ser meget frem til samarbejdet,” siger Kristian Byrge. Muuto har siden virksomhedens start i 2006, på kort tid, fået global succes og etableret sig som en førende skandinavisk designvirksomhed baseret på en imponerende produkt palette inden for møbler, belysning og accessories. Det nye partnerskab med Maj Invest Equity betyder samtidig at Muutos samarbejde med Vækstfonden nu afsluttes efter syv succesfulde år for virksomheden. “Vi har været med som investorer lige fra starten og er imponerede over Muutos udvikling. En af nøglerne til virksomhedens succes har været ledelsens helt særlige sans for både strategi, drift og udvikling af unikke produkter. De kompetencer er vi overbeviste om, at både Muuto og deres nye investorer får god gavn af i fremtiden,” siger Ulrik Jørring, vicedirektør i Vækstfonden. Hos Maj Invest Equity har Managing Partner Erik Holm høje forventninger til samarbejdet om den fortsatte internationalisering af Muuto. ”Muuto er en fantastisk virksomhed med et stærkt brand, en spændende designprofil og et meget stort vækstpotentiale. Vi er imponerede over Muuto-teamet og de resultater, de har skabt indtil nu, og vi glæder os meget til samarbejdet med virksomhedens ledelse,” siger Erik Holm. Kontaktpersoner Maj Invest Equity Om Maj Invest Equity Om Muuto |