Nyheder fra

Dansk Vækstkapital

Erik Holm er direktør, adm. partner i Maj Invest Equity

MAJ INVEST EQUITY ETABLERER NY FOND PÅ 1,2 MIA. KR.

07/03 2013

Maj Invest Equity rejser ny fond på 1,2 mia. kr. til små og mellemstore virksomheder

Maj Invest Equity har afsluttet arbejdet med at rejse kapital til den nye fond, Maj Invest Equity 4 K/S, på 1,2 mia. kr. i et vanskeligt marked. Investorerne i fonden er en blanding af eksisterende og nye institutionelle investorer og fonde.

”Vi er glade for den opbakning, vi har fået fra investorerne i et svært marked. Det har ikke været en let proces at rejse kapital til den nye fond, der skal investere i små og mellemstore virksomheder,” siger Erik Holm, Managing Partner i Maj Invest Equity.

Maj Invest Equity 4 K/S vil fortsat have investeringsfokus på mindre og mellemstore virksomheder i Danmark med en omsætning fra 100 mio. kr. til 1 mia. kr. Typisk er investeringerne mellem 200-500 mio. kr. I lighed med tidligere vil denne fond både foretage majoritets- og minoritetsinvesteringer.

”Vi ser frem til at indgå nye partnerskaber i spændende danske virksomheder (typisk familieejede) og bidrage til at skabe vækst samt fortsætte med at udvikle de eksisterende selskaber i porteføljen. Maj Invest Equity 4 K/S har allerede investeret i en virksomhed, Vega Sea A/S, og meget tyder på, at yderligere et par investeringer vil blive tilføjet i den nærmeste tid,” siger Erik Holm.

”Danmark er kendetegnet ved mange mindre og mellemstore virksomheder, og vi ser et op-sparet behov for kapital tilvækst og udvikling. Maj Invest Equity 4 K/S udøver aktivt medejerskab og ønsker at være med til at gøre gode virksomheder bedre,” slutter Erik Holm.

Om Maj Invest

Maj Invest blev etableret i 2005 af ledelsen og medarbejderne i samarbejde med LD (Lønmodtagernes Dyrtidsfond). Som planlagt, er LD efterfølgende udtrådt af ejerkredsen, og Maj Invest ejes i dag af ledelse og medarbejdere (ca. 50 %), af PK, Realdania og PBU.

Maj Invest Equitys investeringsfokus har igennem alle årene været små og mellemstore danske virksomheder med gode vækstmuligheder. Maj Invest Equity har siden 2005 investeret i 32 virksomheder og i den samme tid gennemført over 50 succesfulde exits.

Maj Invest Equity 4 K/S er den fjerde fond i rækken, og tilsammen udgør fondene et kapital-tilsagn på ca. 8 mia. kr. Investeringsteamet i Maj Invest Equity udgøres af 16 personer.

Yderligere oplysninger:
Erik Holm, Managing Partner, tlf.: + 45 33 38 73 90, e-mail eho@majinvest.com.