Nyheder fra

Dansk Vækstkapital

HALV MILLIARD TIL DANSKE IVÆRKSÆTTERE

29/06 2012

Ventureselskabet NorthCap Partners klar med ny fond til investeringer i it-iværksættere

Det danske venturekapitalselskab NorthCap Partners har netop afsluttet kapitalrejsning af sin tredje investeringsfond. Fonden er samlet på 525 millioner kr., og over de næste 3½ år skal der investeres i op mod 20 banebrydende it-selskaber. NorthCap Partners investerer i virksomheder, hvor NorthCap kan bidrage med kapital og erfaring til internationalisering.

”Der er mange talentfulde management-teams i nystartede it-selskaber, som vi gerne vil arbejde tæt sammen med omkring forretningsudvikling og internationalisering. Konkret ønsker vi at samarbejde med iværksætterne om at sætte fuld fart på kommercialiseringen via internationalisering. Målet er hurtigt at få skabt en profil og position, som muliggør yderligere vækst, hvor vi gerne trækker på vort netværk af udenlandske ventureinvestorer. Hele NorthCap-teamet har tung erfaring med internationalisering af teknologiselskaber”, siger Thomas Weilby Knudsen, Partner i NorthCap Partners.

”Som i de tidligere fonde går vi efter en tidobling af omsætningen i de selskaber, vi investerer i inden for 4-5 år. Det er betingelserne, hvis man skal matche de bedste iværksættere globalt. Det lykkes ikke for alle, men den gennemsnitlige årlige omsætningsvækst på tværs af samtlige NorthCap Partners porteføljeselskaber var fra 2007-2011 på knap 50 pct. årligt, så vi mener at have fundet en model for, hvordan man kan lykkes med den ambition.”

NorthCap Partners har bl.a. modtaget kapital fra European Investment Fund, Vækstfonden, Danica, Dansk Vækstkapital samt en række private investorer. Den første virksomhed, som får glæde af den friske kapital, er det nystartede selskab Falcon Social, som udvikler software, der hjælper store virksomheder med at håndtere deres tilstedeværelse på sociale medier som f.eks. Facebook, Twitter, Youtube og lign.

”Falcon Social er allerede i gang med at ansætte de første nye medarbejdere”, afslutter Thomas Weilby Knudsen.

”Det er glædeligt at se at vores investeringer bliver kanaliseret ud til nogle af de mest talentfulde iværksættere, som kan skabe vækst, udvikling og arbejdspladser”, udtaler Lars Nørby Johansen, bestyrelsesformand for Dansk Vækstkapital.

Mediekontakt
General Partner Thomas Weilby Knudsen, NorthCap Partners
M: +45 24 61 45 75
E: twk@northcappartners.com