Nyheder fra

Dansk Vækstkapital

POLARIS KØBER SIG IND I SOFTWAREVIRKSOMHEDEN CONFIGIT

05/02 2016

Polaris Private Equity (”Polaris”) har i dag købt 65% af aktierne  i den hurtigt voksende danske softwarevirksomhed Configit A/S. Virksomheden har de seneste tre år 3-doblet sin omsætning, og Polaris’ mål er at fortsætte Configit’s igangværende vækst og globalisering.

Virksomhedens hidtidige ejere – IT- og tele-iværksætteren Michael Moesgaard Andersen og Configit’s stiftere, CEO Henrik Reif Andersen og Chief Technical Officer Henrik Hulgaard – fortsætter som medejere. Henrik Reif Andersen udgør også fortsat Configit’s direktion.

Configit er en førende, global leverandør af forretningskritiske softwareløsninger til konfiguration af komplekse produkter, der fremstilles i et stort antal varianter, f.eks. køretøjer. Configit’s kundeliste tæller således bl.a. Jaguar Land Rover, MAN Truck & Bus, Fiat, Case New Holland og John Deere. Hertil kommer andre koncerner med komplekst industrielt udstyr, f.eks. ABB, Siemens, Philips og Vestas, der kan bruge Configit’s konfigurationssoftware hele vejen fra design over produktion og salg til vedligehold af produkter. Configit har 140 kunder, og 95% af omsætningen skabes uden for Danmark.

Markedet for konfigurationssoftware er i høj vækst, drevet af en mega-trend med stigende efterspørgsel efter produkter, der på én og samme tid skal være kundetilpassede og masseproducerede. Configit har en unik position med konfigurationsløsninger, der netop kan håndtere denne udfordring.

Configit er Polaris’ første investering i en softwarevirksomhed. Polaris har et klart mål om at investere i flere software- og teknologivirksomheder og har derfor opbygget et dedikeret internt team samt et ”økosystem” af industrielle rådgivere. Partner Allan Bach Pedersen siger om planerne for Configit:

Virksomheden har en meget stærk platform: Et solidt forskningsbaseret afsæt, kompetente ledere og medarbejdere, unik patentbeskyttet produktteknologi og vigtige globale referencekunder. Med den platform har Configit muligheden for at vokse markant, og derfor vil vi investere yderligere i international ekspansion, nye salgskanaler, flere medarbejdere og højt innovationstempo.”

Configit har i dag 150 medarbejdere på hovedkontoret i København, to kontorer i USA, samt kontorer i Storbritannien, Tyskland, Indien og Kina. En stor del af medarbejderne har PhD-grader eller er kandidater i Computer Science og Engineering.

Virksomheden nåede i 2015 en omsætning på DKK 128 mio. efter en vækst på næsten 100%. Driftsresultatet (EBITDA) blev DKK 42 mio., selv efter betydelige investeringer i udvikling, ekspansion og mange nyansættelser.

I forlængelse af Polaris’ indtræden i ejerkredsen bliver Allan J. Vestergaard ny formand for bestyrelsen i Configit. Han afløser Michael Moesgaard Andersen, der fortsætter som medlem af bestyrelsen. Med base i Californien er Allan J. Vestergaard strategisk rådgiver, investor og bestyrelsesmedlem med erfaring fra en række internationale software- og teknologivirksomheder.

Michael Moesgaard Andersen siger om salget af aktiemajoriteten til Polaris: “Jeg er stolt over, hvor langt vi har bragt Configit ved egen kraft. Men hvis vi skal løfte virksomheden til et endnu højere niveau, så skal vi have en partner, der tilfører ny ekspertise, erfaringer med globalisering og kapitalkraft. Vi har fået mange købstilbud fra udlandet, men med Polaris forener vi det bedste fra to verdener: Dels får vi en professionel partner, der kan hjælpe os på den videre rejse, dels får vi med Polaris en partner, der med en danskbaseret baggrund bedre forstår virksomhedens kultur og egenart.”

CEO Henrik Reif Andersen fra Configit siger: ” Målet med Configit har hele tiden været at skabe verdens førende virksomhed inden for konfiguration. Der er et enormt potentiale for vores løsninger verden over, og med den professionelle support fra Polaris kan vi endnu bedre række ud efter det potentiale samt fremskynde virksomhedens udvikling og vækst.”

Configit er den tredje investering i Polaris’ fond IV, som blev etableret i januar 2015. Parterne ønsker ikke at oplyse prisen for aktierne.

For yderligere oplysninger, kontakt venligst:

Partner Allan Bach Pedersen, Polaris, tel. (+45) 4030 2415

Managing Partner Jan Johan Kühl, Polaris, tel. (+45) 2325 3266

CEO Michael Moesgaard Andersen, Andersen Advisory Group, tel. (+45) 60606969

CEO Henrik Reif Andersen, Configit, tel. (+45) 2041 4162

Om Configit A/S

Configit blev stiftet i 2000 på basis af banebrydende forskningsresultater fra

professor Henrik Reif Andersen og ph.d. Henrik Hulgaard, virksomhedens nuværende CEO og CTO, samt studerende på IT-Universitetet og Danmarks Tekniske Universitet. Configit’s produkter og løsninger er baseret på den patenterede teknologi Virtual Tabulation, som gør det muligt at håndtere komplekse produktionsmodeller med milliarder af mulige kombinationer. Configit købte i 2014 3DFacto, som er særlig stærk inden for visualisering, løsningskonfiguration og CAD- og PLM-integration. www.configit.com

Om Polaris Private Equity:

Polaris Private Equity er et investeringsselskab, som siden 1999 har investeret i

veletablerede mindre og mellemstore virksomheder i Danmark og Sverige, typisk virksomheder med en omsætning mellem DKK 200 mio. og DKK 1,5 mia. Fokus er på virksomheder med et stærkt udviklingspotentiale. Polaris forvalter i dag mere end DKK 7,5 mia. i tre aktive fonde, mens Polaris’ første fond på

DKK 1,4 mia. blev realiseret i 2008, hvor den sidste virksomhed blev solgt. Indtil nu har Polaris investeret i 33 virksomheder, afhændet 19 og foretaget over 50 add-an-investeringer til sine porteføljevirksomheder. www.polarisequity.dk

 


Dansk Vækstkapital har afgivet et investeringstilsagn på DKK 400 mio. til Polaris Private Equity IV