MOUNTAIN TOP INDUSTRIES

TRUCK-TILBEHØR FRA FREDERIKSSUND
SKAL UDBREDES GLOBALT

Siden foråret 2018 har Henrik Støwer Petersen stået i spidsen for Axcel-investeringen Mountain Top, en producent af tilbehør til pickup trucks. Opdraget er en international ekspansion.

”Selskabet har klaret det rigtig godt i Europa, men der er rigtig meget bilindustri uden for Europa, som vi nu skal opdyrke med vores produkter og løsninger,” forklarer Henrik Støwer Petersen.

Frederikssund-firmaet udvikler og producerer tilbehør til pickup-trucks til globale kunder som Ford, Nissan, Renault, VW og Toyota.

Mountain Top har været en familieejet virksomhed, indtil Axcel købte. Før det var det Marie-Louise Bjerg, der drev selskabet sammen med sin mand, Lars Bjerg, der købte Mountain Top af sine forældre.

Henrik Støwer Petersen forklarer, at ekspansionen derfor skal ske med respekt for de særlige værdier, der er i det hidtidigt familieejede selskab.

”Vi er i dag 220 mand, og opgaven er, at vi skal have flyttet firmaet. Men vi skal have organisationen med i den proces. Der er nogle grundværdier, som vi skal holde fast i. Det gælder eksempelvis, at man er alsidig og tolerant, og man skal være en fighter, der har lyst til at vinde,” siger Henrik Støwer Petersen, der peger på, at eksempelvis i Australien, hvor selskabet netop nu kæmper om at vinde markedsandele, har man opgraderet på personalet for at leve op til det.

Ud over Australien har Mountain Top også USA i kikkerten.

”Udfordringen er nu at finde de rigtige kompetencer til internationaliseringen. Mit fokus har i de seneste 10 måneder været at få sat det rigtige hold.”

Frederikssund-virksomheden har rødder tilbage til 1951, hvor man begyndte at producere lamper til Tivoli, skibsvinduer og toppe til pickup-biler.

Siden 2004, hvor Lars Bjerg indsatte sin kone som topchef, har selskabet udviklet sig eksplosivt, og efter en salgsproces købte Axcel virksomheden, der nu er i den første fase af en femårs vækstplan, der skal gøre selskabet 30 pct. større.

FAKTA OM DANSK VÆKSTKAPITAL II

FONDSMIDLER

3,0 mia.

FONDE I PORTEFØLJEN

20